29
aug-2012

Jotunheimen vandretur August 2012

Ture   /  

Onsdag aften omkring kl 19 kører min bror og jeg fra København mod Jotunheimen i Norge. Vi har ca. 10 timers kørsel foran os, så menuen står på kaffe og red bull. Der er ikke meget trafik da vi kører det meste af turen om natten. Vi havde lidt problemer i Oslo da vores GPS ikke lige var opdateret på alt deres vejarbejde. Faktisk var det et problem vi stødte på mange gange i Norge. Efter vi havde kørt i 9 timer besluttede vi at holde ind i en lille skov og sove en time i bilen. Da vi havde sovet var klokken 05:00 og vi kørte videre. Efter en times kørsel nåede vi til Lom. En lille by der ligger nord for Jotunheimen. Faktisk er Lom midtpunkt for nogle af Norges flotteste nationalparker. Rondane og Dovre mod øst, Reinheimen mod nord, Breheimen mod vest og Jotunheimen mod syd. Byen var endnu ikke vågnet, så vi besluttede at køre ud og se på vores startpunkt..

Vores startpunkt lå mellem Sognefjellet og Bøverdalen. Der var et hotel på vejen og vi spurgte om vi kunne parkere bilen på deres parkeringsplads. Naturligvis ikke noget problem. Da vi havde kørt hele natten og nærmest havde været vågne i 24 timer ville vi lade dagen være en “hviledag” så vi kunne være udhvilet til det store hike. Klokken var nu så mange at vi gik ud fra der var kommet liv i Lom. Så vi kørte tilbage dertil for at få noget morgenmad. Vi fandt en hyggelig bager hvor man kunne spise sin mad og drikke sin kaffe i lokalet ved siden af. Desværre har vi ikke nogle billeder derfra, men der var den skønneste udsigt. Vi kunne sidde og kigge ned på en brusende elv lige under os. Dejligt beskyttet af thermoglas og varmen fra pejsen. I det hele taget er Lom en rigtig smuk by. Det hele er bygget i moderne træhuse – altså i gammel stil – der står godt til de vilde bjerge i baggrunden. Man føler man er kommet til en by i middelalderen. Den tanke er egentlig kun afbrudt af det grønne Kiwi logo der reklamere med at de har tilbud på kaffe.

Efter vi havde spist og kigget lidt på byen besluttede vi at køre tilbage til hotellet og parkere bilen, for så at lave vores lejer og få noget søvn. Lidt uden for Lom i retning mod Bøverdalen går der en vej op af bjerget til Spiterstulen. Det koster 50 NOK i bompenge som man betaler i receptionen når man er nået til ende. Vejen op til Spiterstulen er 18 km lang og vejen er godkendt for alle slags køretøjer undtagen campingvogne. Turen på vej derop var utrolig facinerende. Vi måtte stoppe flere steder for at tage billeder. Da vi nåede til toppen var der massere af aktivitet. Der var en hel lejer af telte og folk der gik rundt og hyggede sig. Nogle var langt borte og på vandring op af en af de majestætiske bjerge. Den søvnige fornemmelse man havde haft i bilen var pludselig forsvundet. Vi gik ind for at forhøre os lidt om forholdene og betale bompenge. Da vi kom ud havde vi nærmest ny energi og besluttede at ændre på ruten og simpelthen starte derfra hvor vi nu var. Vi pakkede vores ting og gik med stort mod og højt humør afsted. Vores mål var selvfølgelig toppen af Galdhøpiggen.

Galdhøpiggen er med sine 2469m Nordeuropas højeste bjerg. Vi valgte at stige op af den østlige del af bjerget. Efter vi havde gået i ca. 2 timer kom vi til et vandfald, der var lidt sne og der gik nogle får og græssede. Solen skinnede og det var et dejligt sted at tage et hvil. Men som det oftest er, kan man ikke regne med vejret på disse kanter. Lige som vi skulle til at tage taskerne af, kom der en sky glidende for solen og det begyndte at regne. Vi skyndte os at slå vores telte op så vi kunne søge lidt i læ af regnen. Under normale omstændigheder tager det 3 minutter at slå teltet op. Men det her var langt fra normale omstændigheder. Vi var på en skråning og det var ren klippegrund. Men efter lidt møje havde vi begge et par fornuftigt vakkelvorne telte vi kunne krybe ind i. Der var vi allerede gennemblødte af regnen, så man lå inde i teltet med soveposen over sig gennemblødt og med omkring 4 + grader udenfor. Heldigvis tog den manglende søvn nu hævn og jeg faldt i søvn. Efter en times tid vågnede jeg, våd og kold. Det var holdt op med at regne, og solen var forsvundet helt. Så nu var man kold, våd og træt. Uden nogen udsigt til at blive tørret. Vi pakkede vores lejer sammen. Heldigvis var indholdet i vores tasker ikke vådt. Nu skulle vi bare ud og bevæge os så vi kunne få noget varme tilbage i kroppen.

Varme i kroppen skal jeg da også lige love for at vi fik. Vores rute blev nu kun værre og værre for hver skridt vi tog. De 16 kilo vi havde på ryggen føltes nu som 50 . Vi lovede ellers hinanden ikke at fortælle om vores tur til toppen. Den var helt sikkert ikke gennemtænkt. Desværre var vi allerede kommet så højt op at vi ikke kunne vende om. Det ville være langt mere risikabelt at gå ned af bjerget end at fortsætte til toppen og dér håbe på noget bedre terræn. Det så hele tiden ud som om vi kom til toppen af bjerget. “Den er lige deroppe efter de sten” Den sætning sagde vi nok 100 gange på vej op. Til sidst troede jeg ikke på at vi kunne nå det før det blev mørkt. Min GPS fortalte mig nu at vi var 1822 meter oppe. Så jeg kunne regne ud vi havde brugt omkring 2 timer på at stige 300 meter. Toppen måtte være der snart. Klipperne var glatte og faldt man her så er jeg sikker på man ikke stoppede med at rulle før man ramte foden af bjerget. Det var ikke noget jeg skulle tænke på nu. Men tanken kom alligevel lige til mig da jeg tog fat i en forkert sten. Den rykkede sig løs og løsnede en større sten over mig. En MEGET større sten. Den var omtrent lige så stor som mig selv. Den bankede lige forbi mig og ned af bjergsiden. Jeg var overbevist om at den ville rulle hele vejen ned af bjergsiden og ramme en eller anden. Utroligt nok hoppede den kun en 7 -8 gange før den stoppede. Den var simpelten så tung at den borede sig ned i de andre sten. Efter den episode sagde vi ikke så meget til hinanden på vej op. Og vi sikrede os at vi ikke kravlede i linie efter hinanden. På den måde sikrede vi os at løse sten ikke ville ramme ham der var bagerst. Efter 5 timer og 42 minutter havde vi nået toppen. Vi havde ikke tilbagelagt mere end 3,7 km men det føltes som 100 km. På toppen var det meget tåget. Af den grund var der ikke den store udsigt. Men den kom lidt i glimt når der var hul i en sky. Fordi mørket nærmede sig med hastigt tænkte vi mest på at komme ned igen. Af den samme grund har vi heller ikke rigtig nogle billeder derfra. Heldigvis var turen ned noget lettere. Vi fandet en lidt mere fremkommelig sti. Og fordi der var sne kunne vi glide det meste af vejen ned. I hvert fald ned til 1200 meters højde. Det sparede os en hel del tid. Det sidste stykke skulle vi gå. Selvom der ikke var mere end en kilomet tilbage, vi kunne endda se bilen. Så ville vores lår bare ikke mere. Hver skridt man tog var som et knytnæveslag på låret. Mine ben rystede så meget og gik i krampe hele tiden. Jeg tænkte at det nok bare var et spørgsmål om tid inden mine ben ville falde sammen under mig. Heldigvis kom bilen tættere på for hvert skridt og omsider nåede vi så langt ned at stien var plan. Det var skønt for lårmusklerne. Nu nærmede vi os bilen med et synligt resultat. Endlig var vi der. Da jeg tog rygsækken af var det som om jeg svævede. Men jeg var for træt til at nyde det. Alligevel var det en enorm lettelse at være nået tilbage. Nu var man bare kold, træt og frem for alt sulten. På daværende tidspunt havde vi inden for 30 timer sovet omtrent 2 timer og spist to gange. Vi besluttede at tage til en nærliggende hytte og slå lejer der. Så ville vi kunne få noget mad og tørret vores tøj ved bålet.

Da vi kom til hytten opdagede vi at det var umuligt at lave bål da alt i skoven var gennemblødt og vådt. Heldigvis havde vi vores Trangia med, så vi kunne godt lave mad alligevel. Bålet giver bare på en måde et moralsk skub.

Jotunheimen

Hytten hvor vi overnattede.

Der var endda en pejs bygget i sten. Så det havde været det perfekte sted at få tørret sit stadig våde tøj. Desværre er det sådan nogle gange. Når man er i naturen må man leve på dens præmisser. Vi fik fyret op i gryden med tarteletfyld. Der var 2 tarteletter til hver. Og selvom de var lidt brændte i bunden, smagte de helt fantastisk. Jeg vil ikke sige jeg blev mæt. Men det dækkede ens behov og sulten blev stillet. Nu kunne vi krybe ned i soveposen og få en velfortjent søvn. Selvom klokken kun var 20:00 faldt jeg i søvn med det sammen. Den nat vågnede jeg ikke en eneste gang. Om så en bjørn var kommet og rusket i teltet havde jeg sikkert sovet videre trygt og roligt. Først da min bror stod uden for teltet og sagde at klokken var 8:00 og vi skulle se at komme videre, vågnede jeg. Man var veludhvilet men kroppen var medtaget af strabadserne fra dagen før. Mine ben var ømme og mine nakkemuskler fortalte mig at de ikke gad have rygsækken på igen.

Jotunheimen vandretur August 2012


EveryTrail – Find trail maps for Californiaand beyond

Post by Michael Gram

0

 likes / 0 Comments
Share this post:

Arkiv

> <
Jan Feb Mar Apr May Jun Jul Aug Sep Oct Nov Dec
Jan Feb Mar Apr May Jun Jul Aug Sep Oct Nov Dec
Jan Feb Mar Apr May Jun Jul Aug Sep Oct Nov Dec