25
sep-2012
Jotunheimen vandretur August 2012 Del 2

Både min bror (Flemming) og jeg var meget trætte. Vi besluttede os derfor at holde den hviledag som vi stadig have til gode fra dagen før. Ikke en hviledag hvor vi skulle sove, men en hviledag hvor vi i hvert fald ikke skulle vandre. Vi pakkede lejeren sammen, hoppede ind i bilen og fik den startet så vi kunne få noget varme i kroppen. Vi ville en tur til Dovrefjell. (Se på kort) Der havde vi hørt at man kunne se vilde moskus.
(Se billeder af dem her)

Moskusoksen er ikke vildt stor. Den almindelig skulderhøjde er omkring 1 meter. (Hannen kan dog være op til 1,4 meter) Koen vejer omkring 200 kilo hvor oksen vejer op til 400 kilo. Så man har ikke lyst til at bryde med dem. Selvom de er sociale dyr der lever i flok, skal man ikke komme for tæt på. Hvis de føler sig truet, danner de en ring omkring kalvene og stiller sig i forsvarsposition. De er ikke den slags der flygter fra stedet. Heldigvis er de ikke farlige hvis man holder sig på afstand – omkring 200 meter – og ellers ikke blander sig i deres liv. Det er heller ikke en fyr man har lyst til at løbe om kap med, da den kan løbe 60 km/t. Egentlig har moskusoksen være uddød i Europa i lang tid. Men i 1947 slap man 21 moskus ud på Dovrefjell. Her i år 2012 er antallet steget til 300. Det er bestemt et spændende dyr at have her i Europa.

Vi skulle i retning mod en by der hedder Dombås. Det er nemt at huske hvis man bare tænker på, Dum gås, i stedet :-) I Dombås fandt vi en Shell med rigtig kaffe. Når jeg her bruger udtrykket, rigtig kaffe, er det fordi vi et par gange oplevede at få almindelig filterkaffe fra en termokande. Det er bestemt fint. Bare ikke når man skal give 20 kr. for den. Nåh, nok om det, vi skulle jo have vores morgenmad. For mit vedkommende kom den til at bestå af en god kop kaffe og en hotdog. Det var faktisk bedre end det lige lyder. Og da vi nu havde fået vores mad. Satte vi igen kursen mod Dovrefjell.

hardangervidda

Vandløbet hvor vi fyldte vores drikkeflasker…

Da vi nåede op på Dovrefjell var der lidt mere flat end det vi havde set tidligere. Der var bjerge, men de rundede mere og det så ud til at være mere fremkommeligt terræn. Vores højde var 939 meter. Vi parkerede bilen i Kongsvoll, Pilegrimsleia parkering (Google streetview) Endnu engang var vi blevet overvældet af naturen og droppede vores hviledag. Det var bare på med rygsækken og derud af. Også selvom nakkemusklerne var ømme. Når først rygsækken var spændt fast gjorde det ikke så ondt. Vi havde retning mod det bjerg der hedder Snøhetta. Og nu var vi altså i området med moskus. Solen skinnede men der blæste en kold vind. Det gjorde det lidt svært at have det rigtige tøj på. Hvis man stod stille blev det hurtigt koldt. Men fordi vi ikke gik på en sti, men i buske og krat, var det utrolig hårdt og man blev hurtigt varm. Det var meget spændende. Vi så ofte tegn på at der havde været moskus her. Der sad totter af uld i krattet mange steder. Det var som om man hele tiden så et eller andet i det fjerne, der desværre bare viste sig at være en sten eller en busk når man kom tættere på.

Da vi havde gået en times tid kom vi til en lille bæk. Der kunne vi fylde vores drikkeflasker. Vandet var så koldt at man var nødt til at drikke lidt ad gangen. Det er i øvrigt godt at huske på i ekstreme situationer. Jo koldere vandet er, jo mere energi bruger kroppen på at holde sig varm. Så man skal altid drikke lidt ad gangen. Heldigvis var vi ikke i en ekstrem situation. Efter nogle timers vandring blev der færre og færre buske og flere og flere klipper og sten. Det var endnu ikke lykkedes os at se en eneste moskus. Vi stod nu ved foden af Snøhetta. Klokken var omkring 17:00 og det trak op til regn. Vi havde nu to muligheder. Vi kunne fortsætte vores søgen efter moskus mod det snedækkede bjerg, eller vende om og finde ly for regnen. Vi havde jo tidligere prøvet at blive fanget i regnen oppe på et bjerg uden læ. Og tanken om igen at skulle sove i en våd sovepose var ikke specielt tiltalende. Vi besluttede derfor at vende om og gå imod et område med træer og buske ikke langt derfra.

Skyerne trak sig mere og mere sammen og det så ud som om det kunne begynde at regne hvert øjeblik. Vi var klar over at vi skulle skynde os at finde et område at slå lejer. Efter en del kamp med sump, glatte klipper og tæt krat, fandt vi det perfekte sted. Vi fik slået vores telte op og lagt taskerne ind. Nu skulle vi endelig have noget aftensmad. Ikke så langt derfra løb en brusende flod. Vi gik derned for at lave vores mad. Jeg glædede mig til min mad. Jeg skulle have oksegryde á la vildmark. Det laves på følgende måde. Man fylder sin jetboiler med 200 ml vand. Når vandet koger, hælder man det over i folieposen med oksegryde-ingredienserne lukker folieposen, venter 8 minutter og vupti, så er der serveret. Lettere bliver det ikke. Fordelen er at det ikke efterlader opvask. Men lige efter jeg havde fået lukket min foliepose begyndte det at dryppe ned fra himlen. Det var tegn på at vi nu bare skulle skynde os at pakke sammen og komme ind i teltene. Flemming havde endnu ikke fået lavet hans mad. Så vi skyndte os at samle vores ting og løb tilbage til lejeren og hoppede ind i vores telte. Flemming var nødt til at lave maden inde i teltet. Desværre kunne vi ikke nyde vores mad ved den brusende flod. Til gengæld var det nu også meget hyggeligt at krybe ned i soveposen og nyde sin varme mad mens regnen bare silede ned.

Vores lejr

Vores ydmyge lejr…

 Godt beskyttet af teltet lå jeg bare der og nød det. Ulempen med at have hver sit telt er at det ikke er specielt hyggeligt. Havde vi nu haft en fælles telt, kunne vi sidde og spille kort, eller snakke. På den måde er det ikke et specielt “socialt” telt. Men der er ting ved teltet der også gør det fordelagtigt. Det vejer ikke mere en 1200 gram. Og det er hurtigt at slå op. Det var meget koldt uden for. Det er en anden fordel ved et lille telt, at man hurtigt kan varme det op med sin kropsvarme. Hvilket jeg også har haft gavn af mange gange. Efter den gode aftensmad lå jeg bare og tænkte lidt over dagen og over hvad vi skulle i morgen. Vi havde talt lidt om at køre til en nationalpark i Sverige. Det irriterede mig bare at vi endnu ikke havde set nogle moskus. Men der var jo endnu en dag i morgen. Jeg krøb helt ned i soveposen, sagde godnat og glædede mig til næste dag. Fortsættes… Jotunheimen vandretur, jotunheimen vandreture, rondane nationalpark, besseggen, jotunheim norge, rondane hardangervidda Denne side handler om Jotunheimen – Jotunheim norge – vandretur August 2012 Del 2

Post by Michael Gram

0

 likes / 2 Comments
Share this post:

Arkiv

> <
Jan Feb Mar Apr May Jun Jul Aug Sep Oct Nov Dec
Jan Feb Mar Apr May Jun Jul Aug Sep Oct Nov Dec
Jan Feb Mar Apr May Jun Jul Aug Sep Oct Nov Dec
Jan Feb Mar Apr May Jun Jul Aug Sep Oct Nov Dec
Jan Feb Mar Apr May Jun Jul Aug Sep Oct Nov Dec
Jan Feb Mar Apr May Jun Jul Aug Sep Oct Nov Dec